3. division vinder nedrykningsspillet

Uddrag fra Sjællandske 25/3

Slagelses spillende seniorformand Morten Prüsse- Nielsen vandt 2. herresingle med 22-20 i tredje sæt over Magnus Toftegaard, da vestsjællænderne lørdag eftermiddag rundede sæsonen i 3. division af på udebane mod Roskilde.

– Jeg var bagud 18-20 i tredje sæt, men så havde jeg de berømte små marginaler på min side – sammen med den rutine, man har oparbejdet gennem årene, siger 35-årige Morten Prüsse- Nielsen.

Den lange kamp skulle vise sig at blive dagens eneste tresætter, og da regnestykket blev gjort op, var veteranens snævre sejr akkurat nok til at sikre Slagelse en samlet sejr på 7-6.

Sådan en udløser to point, og det var lige hvad slagelseanerne skulle bruge for at overhale Charlottenlund og snuppe førstepladsen i nedrykningsspillet.

– Det var bedre end vi forventede, da vi gik ind til slutspillet. Så det er positivt, siger Morten Prüsse-Nielsen.

Fibiger leverede igen

Slagelse skulle vinde fire af de 13 kampe mod Roskilde for at være 100 procent fri af enhver risiko for nedrykning til danmarksserien, og starten på holdkampen var lidt bekymrende.

Gæsterne tabte begge mixeddoubler og 1. damesingle, men Sofie Fibiger bragte holdet på tavlen med en sikker sejr i 2. damesingle, og så fulgte storebror Frederik Fibiger op ved at smadre Michael Rasmussen 21-8, 21-10 i 1. herresingle.

Frederik Fibiger har vundet samtlige sine 11 herresingler i sæsonen og kun tabt én herredouble – med 22-20 i tredje sæt mod den tidligere verdensetter Jens Eriksen og Jonas Nielsen.

– Frederik har leveret en stor indsats i denne sæson. Og det giver jo de andre på holdet et boost, at vi næsten kan være sikker på, at han vinder to kampe, siger Morten Prüsse-Nielsen.

– Han bliver bare bedre og bedre, og det gælder mange af de lidt yngre spillere. Så det er sjovt at være med, for vi har et godt match af unge og gamle, og alle er gode til at hjælpe hinanden.

Slipper for en ekstra kamp

Slagelse vandt også 4. herre- single, da Niclas Ravn slog Sebastian Magnussen sikkert i to sæt, og dermed var stillingen 4-4 inden de rene doubler, og nedrykningsspøgelset var endegyldigt skræmt væk.

Zenia Sentow og Julie Rothgran tabte i to sæt i 1. damedouble, men da Sofie Fibiger og Laura Plambech samtdig vandt 2. damedouble, var der stadig fuld balance i stillingen inden herre- doublerne.

Her var der ikke den store spænding på banerne, for alle tre kampe resulterede i forholdsvis sikre sejre. Frederik Fibiger og Mads Kristensen var suveræne i 1. herredouble mod Michael Rasmussen og Rendy Ismanto, og Niclas Ravn og Nikolaj Westrup vandt også overbevisende i 3. herredouble, og så gjorde det ikke så meget, at Rasmus Brix Jensen og Morten Prüsse-Nielsen måtte nøjes med 17 og 17 i 2. herredouble.

– Målet for sæsonen var, at vi måske lige kunne snige os med i oprykningsspillet. Det lykkedes ikke, og så var målet at sikre os en sæson mere i 3. division og undgå en kvalifikationakamp om en måned, hvor alt kan ske, siger Morten Prüsse-Nielsen.

Kampens spiller blev Niclas Ravn.