Ringsted 2 – Slagelse 2

Så blev det 2. holdets tur til at komme i aktion i anden runde. Nærmere bestemt med et opgør på udebane mod Ringsted 2 en hverdags aften i den ”Orange Hangar”, som Ringsted meget sigende kaldte deres hjemmebane inden kampen.

Holdkampen blev lidt utraditionelt spillet på 5 baner, så holdkampen ikke gik hen og blev en midnatsgyser. Så første runde bestod af de to mixer, to damesingler og første herresingle. Det blev til to tætte mixdoubler, hvor der måtte ”ombolde” til i 3 ud af 5 sæt. Kampene blev delt i porten med en sejr til Claus og Annie i anden mix, hvor der var spænding til det aller sidste med en sætsejr på 22-20 i tredje sæt.

I damsinglerne blev det til to forholdsvis sikre sejre til Jose og Louise, som begge blev vundet i 2 sæt. I første herresingle fik Niclas en lidt nervøs start og uden at have marginalerne på hans side blev første sæt tabt, men derfter kom der lidt mere styr på spillet og sejren blev sikret med to overbevisende sætsejre. Så stillingen efter første runde var derfor en solid føring til Slagelse på 4-1.

Så var resterende herresinglers tur til at spille. Bo i anden herresingle leverede overbevisende spil og vandt en sikker sejr i to sæt. Anderledes gik det desværre for Niels og Caspar, som begge tabte i to sæt. Og nu var der igen kommet spænding tilbage i holdkampen inden doublerne med en stilling på 5-3. Anden damedouble med Louise og Lærke var deres modstandere overlegne og vandt hurtigt med 10 og 8.

Anderledes spænding var der på banen ved siden af, hvor Annie og Jose spillede første damedouble. Det blev lidt af en marathonkamp, hvor første sæt blev vundet med 21-16 mens andet sæt blev en gyser, men her manglede pigerne lige det sidste og måtte se sig slået med 28-30! De kom dog stærkt tilbage i tredje sæt og vandt med 21-14. Så var det herrernes tur til at sikre de 3 point. Det blev anden herredouble der fik æren af at sikre den samlede sejr, da Fuhr og Bo vandt deres kamp i to sæt. Det var dog efter lidt startvanskeligheder i første sæt, men herefter fandt ”drengene” spillet og hev en sikker sejr – måske på rutinen? Desværre endte første og tredje herredouble med nederlag til Slagelse – begge i to sæt.

Så alt i alt blev det til en dejlig 8-5 sejr på en hverdagsaften i en svær hal og med tunge bolde!

Kampens spiller blev meget fortjent Bo.

Næste kamp er endnu en udebanetur, når holdet tager turen til Roskilde.

En stor tak til de tilskuere, som valgte at bruge aftenen på at støtte holdet, samt vores sponsorer og samarbejdspartnere