Slagelse - Hvidovre 2

29-03-2023

Lørdag d. 25. marts 2023 var det blevet tid til sidste runde i nedrykningsspillet fra 2. division. Og efter holdet havde vundet de tre første nedrykningskampe ville 5 individuelle kampe mod Hvidovre være nok til endnu en sæson i 2. division, mens Hvidovre med en sejr på min. 9-4 ville overhale holdet - så der var lagt op til en spændende holdkamp i Hvidovre.
Der var med spænding set frem til hvordan Hvidovre ville stille op til kampen, da deres første hold havde sikret oprykning til Badmintonligaen. Og i kampen for overlevelse havde de også taget to spillere (Mette Werge og Andi Fadel Muhammad) ned fra deres første hold, som ellers kun havde spillet på 1. holdet tidligere i sæsonen!
I første runde skulle de to mixer og første damesingle på banerne. Mixerne ramte desværre ikke dagen, som de ellers har været gode til tidligere på sæsonen og tabte begge klart i to sæt. Og desværre var det også resultatet af Sofies damesingle – hvor hun ellers spillede en god kamp, men bare var oppe imod en bedre spiller (Mette Werge). Så holdkampen fik desværre den start holdet havde håbet på og Slagelse var bagud 0-3 efter de første tre kampe. Maja, som denne gang var placeret i single, tabte desværre også anden damesingle i to sæt – dog med spænding i andet sæt, hvor det var helt lige indtil 17-17. Så nu var det herresinglernes tur til at komme på banen. Frederik i første, var kommet på noget af en opgave mod Andi Fadel Muhammad. Men han gav sig ikke uden kamp og til hele hallens overraskelse tog han første sæt, men derefter slap kræfterne desværre op og 2. og2. sæt blev tabt med 8 og 7. I anden HS var Billenberg så uheldig at vride om på foden under opvarmningen, men han kæmpende alligevel med alt hvad han havde og spillede en god kamp, som desværre endte med et nederlag i to sæt. I tredje HS vandt holdets alderspræsident Prüsse i to sæt – i en kamp hvor der ikke var tvivl om udfaldet. Westrup i fjerde HS var meget plaget af en skade i knæet og formåede derfor ikke at gøre kampen spændende og måtte se sig slået i to sæt. Stillingen var nu 1-7, og det var nu blevet tid til doublerne. Første damedouble spillede et rigtig godt første sæt, men måtte desværre se sig slået med 16 og 13. I anden damedouble spillede Sofie og Cecilie en rigtig solid gang badminton og to en sikker sejr i to sæt.
Første herredouble kom blæsende ud til deres kamp og gjorde kort proces mod deres modstandere med en sejr på 21-12 og 21-13. Anden herredouble vandt et tæt første sæt, men i løbet af andet sæt kunne de, på banen ved siden af konstatere at tredje herredouble tabte i to sæt, og derfor var holdets mulighed for at få 5 kampe forduftet. Det gjorde at der ikke var mere at spille for og andet og tredje sæt blev tabt. Holdkampen endte derfor med et meget bittert nederlag på 3-10 til Slagelse, som derfor betyder at holdet til næste sæson må en tur ned i 3. division.   

 

Kampens spiller blev Prüsse!

 

En stor tak til de medrejsende tilskuere samt vores sponsorer og samarbejdspartnere, for jeres støtte gennem sæonen! #Beierholm, #FZ Forza, #Skousen og #SlagelseKommune.


10